Utidig Ildhu

  • 16. oktober 2016
  • .
  • 0 Comments
  • Rene

Fantastisk udtryk, som efterhånden er blevet brugt mange gange og i mange forskellige sammenhænge.
Opstået som en humoristisk omskrivning/modpol til Mærsks gamle hæderkronede mantra, Rettidig Omhu.

Den mest gængse anvendelse af udtrykket er nok i forbindelse med (kunstnerisk) kreativitet som bl.a. anvendt af forfatteren Peter Hanke:

“begejstring, der kommer uden at være planlagt, og omgående kræver al fokusering, uanset hvor man ellers var på vej hen


Nå, men jeg stødte på udtrykket hos en klient, hvor de havde fået det indarbejdet i deres daglige italesætning af hverdagen og de udfordringer, de løbende stod over for.
De havde lidt den der metaltræthed: “Nu laver ledelsen endnu en organisationsændring, men det ændrer ikke noget som helst. Der kommer alligevel hele tiden en leder rendende ind for at bede os slippe hvad vi har i hænderne og fokusere på en ny og meget vigtigere opgave – indtil den næste leder kommer løbende med en endnu vigtigere opgave. Eller endnu værre: den samme leder kommer med en endnu vigtigere opgave!”

I den gruppe tog de det helt roligt, og mega stor respekt herfra for det, for den måde de valgte at håndtere det på var noget i retning af:

Nå nu kom der endnu en prioritet 1 helt-uopsættelig-og-livsvigtig opgave ind, så “hvis tur er det til at vise Utidig Ildhu?”

I øvrigt vil jeg gerne tilføje at disse mennesker var knusende dygtige, arbejdede dag og nat og nærmest overkom det umulige.
De var bare nødt til at bruge humoren, simpelthen som en reel overlevelsesmekanisme.